Det begynder så småt at dufte af forår, det bliver lunere i vejret, fuglene synger og haver og parker er pyntet med forårsblomster i alverdens farver, og alt dette er lig med sæson for Cirkus.
I weekenden var vi inviteret i Cirkus Arena i anledningen af deres 60 års jubilæum, og sikke en fest vi oplevede. Jeg havde lige haft fødselsdag, og derfor inviterede vi familien til fødselsdag i Cirkus og efterfølgende med kakao og lagkage derhjemme. I anledning af Cirkus Arenas 60 års jubilæum var styringen overladt til Signe Lindkvist og Uffe Holm, og hold nu op hvor de suppelerede hinanden godt – både med sjov & spas for børnene og med god underholdning for de voksne.
Drengene var super underholdt i de lidt over to timer, forestillingen varede. De var målløse over kanonkongen, som mest af alt mindede dem om Orla Frøsnapper – dog i en lidt sejere og virkelig udgave, de skraldgrinede over klovnene, og det gjorde jeg faktisk også, de var dybt imponeret over akrobaterne og ikke mindst de syv motorcykler, som susede rundt i Globe of Death – samtidig. Det skal opleves! Til dette nummer måtte Noah knytte en kommentar, som lød ”Mor du ved, at jeg ikke er en bangebuks, men dét dér, det turde jeg bare ikke”. Jeg måtte give ham ret og dertil sige, at jeg hverken turde se ham derinde eller selv være en del af det. En tryllekunstner var der også, og til trods for at Noah sad allerforrest og måtte renses på tøj og i håret for savsmuld efter endt show, kunne Noah ikke gennemskue hans kunstner. Sidst, men ikke mindst var der en masse forskellige dyr, der optrådte.
Og her er det, at den desværre går lidt galt for mig, eller at jeg får et lettere ambivalent forhold til ”underholdningen”. Drengene, og resten af de børn som jeg sad i nærheden af, var underholdt og kom med diverse udbrud som ”Nåååå”, ”Århhhh” og ”Åhh hvaaad”. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på det liv de elefanter og heste har. Her tænker jeg ikke kun på, at de ikke er i deres naturlige omgivelser, men også den manglende plads og aktivering der alt andet lige må være generelt set, og ikke mindst den træning det kræver at få dem til at udføre de kunster, de gør i manegen. Jeg vil gerne tro, at dem der vælger at lade dyr optræde behandler dem godt, men jeg tror desværre ikke det er alle, og det gør mig så ondt. Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke tænker på Cirkus Arena som sådan.
Men alligevel skal Cirkus Arenas 60 års jubilæumsforestilling i bedste Etta Cameron stil have et stort fem-tal for deres meget underholdende forestilling, som var for både børn og voksne. Og sidst, men ikke mindst ikke indeholdt de der små tåkrummende og pinlige momenter af ”Voplaaa” og andre øretæveindbydende kommentarer. Det har man set mere end rigeligt. At kombinere traditionelt og flot cirkusartisteri med et frisk pust i Signe Lindkvist og Uffe Holm var virkelig virkelig godt, og det gjorde det langt mere nærværende, end sådanne forestillinger plejer at være.
