Menorca i går og Danmark i dag :)
Så er det hverdag igen efter en fantastisk uge på Menorca med alle mine skønne drenge, forældre, søster med mand og børn. Faktisk så skøn en ferie, at begge drenge ikke ville med hjem og J og jeg egentlig heller ikke havde den store lyst til at komme hjem. Normalt har vi efter en skøn ferie været mættet og haft det fint med at komme hjem – ude godt, hjemme bedst – men denne gang kunne vi godt have taget en uge mere.
Menorca er den smukkeste ø jeg nogensinde har oplevet og byder på så meget mere end det vi nåede at opleve på syv dage. Grønne bakkelandskaber, høje og stejle kyster, smukke strande og krystalklart vand, søde og hjælpsomme folk og utrolig fredelig og ren. Meget mere om det i et indlæg for sig selv.
Jeg havde planlagt en hel masse indlæg til bloggen mens jeg ferierede og da der ville være wi-fi på hotellet tænkte jeg at det ville være lige til, men da jeg den første aften brugte næsten en time på at få indlægget lagt på bloggen og dernæst på facebook og efterfølgende dag tre kvarter trak jeg stikket og tillod mig selv at holde ferie fra bloggen. Wi-fi er åbenbart et vidt begreb alt afhængig af hvor man befinder sig ;)
Rigtig god dag – solen skinner :)